Syberg og keramikken

Af Michael Blædel

Det er en gådefuld kendsgerning, at Syberg-keramikken i den officielle kunsthistorie knap nok fylder en fodnote.

I det svenske signaturværk Porslinsmärker af S. E. Vingedal tilskrives Syberg-keramikken Lars Syberg med forkerte årstal og hjemsted, mens Hans Syberg alene omtales for et ophold hos Bing & Grøndahl, også her med ukorrekt tidsangivelse. Lige så sparsomt er det på hjemmebane: I to-bindsværket Dansk Kunst - biografier ved Marianne Wirenfeldt Asmussen og Peter Kühn-Nielsen noteres det lakonisk, at Hans Syberg "også arbejdede med fajance".

Forklaringen på den marginale registrering kan ligge i rent snobberi.

Brugskunst i 30’erne og 40’erne havde lavstatus i forhold til de andre kunstgenrer; designerbegrebet var endnu ikke blevet fashionabelt, og der var ikke tradition for dokumentation i det hele taget, og slet ikke af den type brugsting, der bare hørte hverdagen til. Det skal dog medgives, at utallige små og mellemstore keramik-værksteder med dunkel oprindelse og tåget bortgang dukkede op og forsvandt uden at give grund til at skænke eftertiden en tanke. Endelig kan forklaringen ligge i, at den officielle kunstverden så Hans Syberg som billedhugger og frafalden maler med keramikken som kortvarig nichebeskæftigelse. Og dermed overså man flot, at Hans Syberg i tæt samarbejde med sin kusine Grete Jensen foruden diverse unika og eksperimenter på mindre end et år skabte en produktion på flere end 85 forme eller numre, der dækkede alle genstande til hverdagens brug – en produktion, der uforandret holdt sig på markedet i 60 år – længere end alle de værksteder, der koncentrerede sig om en lignende produktion og tydeligvis havde Syberg-keramikken som forbillede. De to skabte et samlet værk, der ikke kun havde sin egen umiskendelige identitet, men åndede af slægtskabet med den forrige generation, først og sidst akvarelmalerierne af Anna Syberg, Hans’ moder og Gretes faster. Sybergs brugskunst var en nyskabelse, der blev klassisk, og et kunstnerisk udtryk, der førte en tradition videre. Jo, Hans Syberg "arbejdede også med fajance."

Syv år for ler

For Hans Syberg (1895-1979) var arbejde med ler ikke kun en grille.

Han begyndte ganske vist som maler med ihærdig undervisning af faderen, og da han blev rådet til at opgive det på grund af problemer med at skelne mellem grønt og rødt, blev han i stedet udlært som stenhugger i den lille italienske by Lucca, mens den øvrige familie opholdt sig i Pisa (1910-13). Mellem de store øvelser i granit var der også intervaller i ler, og blandt hans præsentationsværker i gips på debutudstillingen på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1919 var også den keramiske figur "Kvindestatuette". Intet materiale var ham i øvrigt fremmed. Han arbejdede også i træ og marmor, men på en udstilling i Paris 1925 er det igen ler, blandt andet skåle, og samme år blev han ansat hos Bing & Grøndahl, hvor han lærte håndværket til bunds og fik skærpet lysten til at åbne sit eget værksted.

Han var i 1922 blevet gift med Ulla Levysohn (1894-1971), overretssagførerdatter fra København, og parret fik deres første barn, datteren Kirsten i 1924. Den velsituerede svigerfamilie var parat til at investere i den dynamiske multikunster og hans visioner for at sikre familien et fastere eksistensgrundlag, end spredt salg og kunstner- og æreslegater tillod.

Udgangspunktet blev den villa, som Hans Syberg selv tegnede i 1926 og fik bygget på Azaleavej på Frederiksberg – et rummeligt hus i to etager med et stort tilliggende atelier, der havde adgang med trappe ned fra dagligstuen og var integreret i kælderen, hvor der blev etableret lagerplads og drejebænk samt rum til brændeovnen og den olieopvarmede ovn, der blev brugt til det glaserede keramik. På langbordet midt i atelieret flød en overdådighed af materialer, skitser, udkast og en fast arbejdsplads til kusinen Grete Jensen, der hurtigt skulle blive en uundværlig partner i samarbejdet. Grete Jensen (1906-1935) var gift med Johannes V. Jensens søn Jens. Som datter af maleren Peter Hansen, bror til Hans Sybergs mor Anna, var hun tidligt sporet ind på en kunstnerisk løbebane og havde som ganske ung gennemgået kurser på Kunstakademiets Dekorationsskole og Kunstindustrimuseets Keramikskole. De to fuldendte hinanden i arbejdsprocessen. Og de kunne nemt blive enige om firmaets navn: Deres produktion skulle hedde Hans og Grete Keramik.

Det første arbejdsår fra midten af 1927 er en hektisk tid, hvor Hans Syberg som den alsidige konstruktør, han også er, fremstiller de fleste rekvisitter selv og eksperimenterer med glasurer og farver og tegner mængder af kander, skåle og fade, hvoraf nogle peger frem mod det, der i dag kendes som Syberg-keramik, mens andre forbliver i værkstedet som eksperimenter med forskelligartede dekorationer af både italiensk og tysk oprindelse. Mange af formene blev til inde i hans hoved, andre foreligger som tegnede udkast (se ill.). Kendetegnende for det meste er, at han stræber efter en kraftfuld almuestil, som Grete Jensen dekorerer kontrapunktisk med stiliserede blomster og undertiden dyr, ikke mindst Johannes Larsens fugle, der ofte tager plads på tallerkenbunden som det første varsel om, hvorfra Hans og Gretes verden går.

Mange af disse arbejder forlod aldrig værkstedet og bliver for første gang tilgængelige for offentligheden på denne udstilling – her i 75 året for Syberg-keramikkens start og 100 året for Lars Sybergs fødsel.

En anden interessant detalje er farveeksperimenterne. Skønt historien fortæller, at Hans som sagt havde blinde punkter for røde og grønne nuancer, er det påfaldende, at mange af hans første forsøg netop er en rig variation af grøn over turkis mod blå med formlerne omhyggeligt skrevet bag på tallerkenerne eller nedfældet på en flise. Det ligner ikke en håndværker, der forsøger at overvinde et handicap, snarere en kunstner, der dokumenterer sin forædlingsproces. Det er i øvrigt interessant i den sammenhæng, at en af Anna Sybergs mest berømte akvareller "Druer i et drivhus" (1903) netop er et udsøgt studie i grønne nuancer. Mærkeligt nok forsvandt disse farver helt ud af den senere Syberg-produktion, men de oprindelige eksempler er i god behold og kan ses på udstillingen.

Da Hans Syberg var velberejst, kunne man forvente, at italiensk fajance og nordtysk Kellinghusen ville sætte sit præg på de tidlige brugsting, der blev udviklet på Azaleavej. Det blev imidlertid kun tilfældet i enkelte af Grete Jensens dekorationer. Den mest oplagte formelle inspiration kommer fra Pommern, fra Stettinergodsets tinglaserede øsekander og især skålfadet, der med sine tykke afstrygningskanter og ofte turkise dekorationer i bunden bærer en 200 år gammel tradition i sig. Dette tykkantede fad (se ill.), som det kom til at hedde i ordrebogen med produktionsnummer 16 , blev senere en fast og populær del af Syberg-stellet.

I 1928 var der fremstillet tilstrækkeligt til en udstilling. Hans og Grete Keramik debuterede, fik fin modtagelse og salgssucces. Nu var tiden inde til at fremstille det egentlige: Et samlet sæt af brugsting – det komplette stel. Syberg-stellet.

Fynsk forår

Der havde allerede på udstillingen været eksempler på de brugsting, der senere skulle blive kendte.

Te-koppen var drejet i sin endelige form. Det samme var enkelte kander, og en detalje på dem understregede, at der ikke blev skudt genveje. Selv om kanden blev inddrejet på den samme skabelon, blev der alligevel lavet individuelle udsmykninger til lågknopperne: Springende bøfler, hjorte eller bjørne, som blev modelleret på ny hver gang og også indgik som iøjnefaldende dekoration på terrinerne. Den dekoration var kendt fra andre lande, og kunne – udover at være fordyrende og sårbar for stød – virke en anelse overdimensioneret, selv om der gemte sig imponerende håndværk i den miniskulpturelle udformning. Disse knopper forsvandt ret hurtigt ud af produktionen og blev erstattet af de mere overkommelige frugtknopper. Eksempler på disse dekorationer kan ses på udstillingen, endnu uglaserede.

Men der var andet tiden skulle bruges til. Hans Syberg havde to år tidligere fået den prestigefyldte og i enhver forstand monumentale opgave at hugge en granitstatue af maleren og læreren Kristian Zahrtmann (1843-1917), hvis undervisningstimer på Kunstnernes Studieskole fra midten af 1880’erne blev det indflydelsesrige hjemsted for de fynske malere, ikke mindst Fritz Syberg. Fire år arbejdede Hans Syberg på statuen, der skulle være færdig til opsætning og afsløring på Zahrtmanns Plads i foråret 1931 – og det mens han kreerede resten til stellet og dermed et design, der til sidst omfattede flere end 85 faste forme. Fra det mindste saltkar, over peberbøsser maskeret som små fugle, til syvskålede cabaretfade og middagsterriner.

Nu fandt dekorationen også sit endelige udtryk. Mange variationer over blomsteropstillinger kunne findes i de første oplæg, men i 1929 var Grete Jensen og Hans Syberg ikke i tvivl om, at det, de hele tiden havde søgt instinktivt efter, var det billede, som Fynsmalerne og først og sidst Anna Syberg havde efterladt som deres arv til børnene. Det var den poetiske lethed og de enkle kompositioner, der meldte sig direkte til dem fra akvarellerne med minder om det Kerteminde, som Hans Syberg på samme tid i et interview kaldte "verdens navle". Helt konkret: Den frodigt ufriserede have på Pilegaarden, hvor familien flyttede ind i 1902. Her voksede Hans op, og her så han sin mor i dagligt travle skift mellem børnepasning og akvareller. Det er ikke tilfældigt, at den første genkendelige bort på Syberg-keramikken blev døbt Pilegaards-mønstret med vidnesbyrd om flettede pilehegn og bindingsværk.

Grete Jensen arbejdede metodisk med kompositionerne. Hun nedfældede dem, ca. 20 forskellige, på store fliser for at fastholde stilen og gøre den genkendelig for de "malerpiger", der hjalp til på værkstedet, fra 1929 Kirstine Søndergaard og Lisbeth Munch-Petersen. Og med sit kunstneriske gemyt genfødte hun akvarellerne i et nyt selvstændigt udtryk, der trak den danskeste af alle danske grøftekanter ind en keramisk helhed, hvor formerne blev indrammet af Rødkløver, Okseøje, Dagpragtstjerne, Majrose, Storkenæb, Tidsel og ikke mindst klokkeblomsterne, der med botanisk og poetisk frihed i mange farver var som løftet ud af Anna Sybergs mesterværk "Campanula" fra 1910. Anna Syberg måtte til Pisa for at lave det billede; Grete Jensen blev på Frederiksberg, men havde hele sin fynske barndoms forår med i buketten, der blev støttet eller båret op af græsblade i samme komposition som de strudsefjer, der bærer hjulet på slægten Sybergs våbenskjold – det hjul, der fra den første dag blev logoet på Syberg-keramikken (illustration side ?).

Keramikken havde nu fundet sit endelige udtryk – i formen enkel, anvendelig, let rustik, i dekorationen yndefuld og selvfølgelig i sit genkendelige spejlbillede af grøftekanter, der kærtegner begge kinder på en typisk dansk landevej og rummer en hel national opfattelse af dansk natur og årstid. Et fint forårsplukket stykke geografi, der blev varieret fra tallerken til tallerken og kop til kop som en suite lette idyller, der gjorde det udendørs indendørs. En verden af genkendelighed, en stemning af fortrolighed. Og ikke til at forveksle. Det nærmeste, de mange efterlignere kom, var at understrege forskellen på den hurtige kopi og den beåndede original. Hans og Grete Keramik kom indefra. Den kom også til tiden. Den Permanente tog den med i sit udstillingssortiment. Der blev produceret og produceret, og der var lavet forme nok. Hans Syberg kunne koncentrere sig om Zahrtmann og overlade det daglige til Grete Jensen.

To brødre

Sidst på året i 1931 gør Lars Syberg entre på scenen.

Lars (1903-1974) var blevet uddannet teknikum-ingeniør i Tyskland og tog derefter til USA. Han fik ansættelse i et større firma i New York, mødte den franske Odette Quindet (1906-1993) og var godt i gang med ægteskab og karriere, da bunden gik ud af Wall Street. Snart var han næstsidste mand i firmaet, og da han stod på gaden uden arbejde i 1930, måtte han lade sig hyre som altmuligmand for en entreprenør, der havde solgt i tide. Det var ydmygende og udsigtsløst, og sommeren 31 skriver Lars et brev til sin far, og faderen sender en check. En måned efter stod Lars og Odette på Azaleavej, hvor Hans og Ulla netop havde fået deres andet barn, sønnen Peter. Det blev en stor husholdning og et prøvet samarbejde mellem de to brødre, der ikke havde haft så meget med hinanden at gøre under opvæksten. Da udsigterne i ingeniørbranchen var lige så kummerlige i Danmark i disse år som i USA, lå det lige for, at Lars gik ind i virksomheden og bidrog med sin tekniske kunnen, og her kunne brødrene mødes i deres fælles interesse for at løse konstruktive problemer. Keramikken som kunstart havde Lars næppe stort hjerte for, men han var optaget af glasur- og farvefremstilling og brændingsprocesserne, og med sin matematiske begavelse og faglige kunnen overtog han hurtigt den del af foretagendet, mens Hans kunne koncentrere sig om sine andre kunstneriske aktiviteter. I begge brødre gemte der sig også noget af en Georg Gearløs, men den uhæmmede fantasi til at løse et praktisk problem var altid balanceret af reel faglig indsigt. Fx fandt de på at løfte familiens forhjulstrukne Citroën på en donkraft, lægge et rullebånd om hjulene og forbinde det til et stativ i det store lerkar. De startede bilen, hjulene rullede, båndet drejede – og leret blev slæmmet. I samme ånd omdannede Lars nogle år senere en cykelfodpumpe, der blev fyldt med ler, mens ventilhullet blev erstattet af et aggregat, så man ved at trykke på pumpen fik leret ud i den præcise tykkelse, der skulle bruges til hanke. Derefter var det blot at snitte "pølsen" med centimetermål.

Udover de mere kuriøse opfindelser samarbejdede de også om større projekter af mere blivende karakter. De byggede en frugthøstermaskine sammen, og Lars lavede vandingsanlæg og ventilationssystemer på værkstedet i Taastrup. Af størst betydning blev dog den elektriske ovn, han tegnede og byggede op fra grunden efter schweizisk forbillede til brænding af det glaserede ler. Det var i 1943. Ovnen blev de følgende år solgt i godt 100 eksemplarer, fire af dem var dagligt i gang hos ham selv. Ovnene gav værkstedet et godt økonomisk fundament og kunne være blevet en virkelig stor forretning, hvis Lars Syberg havde taget patent.

Men tilbage i 1933 er der stor aktivitet og mildt kaos i fajance- og familiemenagen. Nu træder Marie Hansen til – den stærke dame i familieklanen, søster til Peter Hansen og Anna Syberg, efter hvis død hun giftede sig med Fritz Syberg. Hun var fra 1896 til 1914 gift med maleren Karl Schou og virkede som rigsdagsstenograf i København. I 1915 blev mosteren stedmor for Hans og Lars og delte de næste 10 år sæsonerne mellem København og Pilegaarden. I 1933 kaldte hun sammen til familieråd, og skønt detaljerne er tågede og betingelserne ukendte, blev slutresultatet entydigt: Lars skulle overtage og flytte værkstedet, mens Hans tog fat på nye bestillingsopgaver.

Det var en beslutning, der skulle få stor betydning, selv om den aktuelt gav god mening og i øvrigt ikke betød synlige ændringer. Hans Syberg følte utvivlsomt, at han efter flere års hektisk arbejdsindsats havde udtømt sin lidenskab for keramikken. Værket var på en måde fuldendt, og det lå i hans søgende natur at vende sig mod nye projekter. Det var ikke hans temperament at skulle bruge energien på at ekspandere Hans og Grete Keramik og i samme rutine sørge for, at den stigende ordreseddel blev fulgt op. De krav ville bedre blive indfriet af Lars, der nu fik muligheden for at indrette sit eget og udvikle sine tekniske færdigheder. Men resultatet var også, at Syberg-keramikken mistede sin kreative kraft til at forny og supplere. Principielt skete der ingen forandring i firmaet siden 1933. Og umiddelbart var der jo heller ikke behov for det. Det var en færdigformet succes, der var så stor, at den kunne holde uforandret, i hvert fald de næste 15 år. Salget bare voksede og voksede.

Lars og Odette flytter Hans og Grete Keramik til Kirkevej i Taastrup og lejer sig ind på et værksted med to ovne. Med sig har de malerpigerne Kirstine Søndergaard og Lisbeth Munch-Petersen, Grete Jensen vælger derimod at blive i København. Hun havde netop gennemlevet en traumatisk skilsmisse fra Jens V. Jensen og var efter Hans og Grete en kort tid ansat på Den kgl. Porcelænsfabrik for derefter i 1934 at åbne en lille forretning med kunstgenstande i Kompagnistræde. Men svag af helbred og sart af sjæl gav hun op over for tilværelsen. Hun blev kun 29 år – en tragisk skæbne midt i en succeshistorie, som hun selv havde været med til at skabe uden rigtigt at opleve den eller få officiel anerkendelse for den. Men 60 års keramik bærer hendes signatur og påminder om de traditioner og slægtskendetegn, hun poetisk og udsøgt havde ført videre. Hun gav keramikken det udtryk, som alle siden har forholdt sig til.

Grete Jensens død var et af de mange hårde slag, der ramte den fynske klan i disse år. Hans og Lars mistede søsteren Klara i 1927, Peter Hansen døde fortæret af sygdom i 1929, Marie Hansen døde i 1934, og næsten samtidig med Grete Jensen døde den ligeledes unge Kirstine Søndergaard, der havde været en loyal arbejdskraft i Hans og Grete Keramik næsten fra starten.

Keramikeren på aftægtsgården

På kirkevej er der travlt. Keramikken sælges nu gennem de førende forretninger som Illum, Magasin, Illums Bolighus og Havemann. Og Lars gør det kup i de følgende år at ansætte tre malerdamer, der ikke blot kan deres håndværk, men har den kunstneriske fornemmelse for dekorationen, der kan føre ånden i Grete Jensens oplæg videre. Elly Groth kommer til i 1934 i stedet for Kirstine Søndergaard; i 1935 ankommer Gertrude Søndergaard, og året efter Else Marie Andersen, der utvivlsomt er den første blandt ligemænd i malerstaben. Hun havde malet på Det kgl. Porcelænsfabrik og underviste efter Syberg-epoken på aftenskole i porcelænsmaling. Hos Lars Syberg er der ingen hierarkisk opdeling, men Else Marie Andersen er den uofficielle førstedame, der kontrollerer elevernes malerarbejde og selv udfører specialopgaver på bestilt unika. Hun er også den, der tager sig af fugledekorationerne, som endnu var hyppige i 30’erne. Når hun maler stel, er det fortrinsvis med den grønne bort, som hun signerer beskedent med et lille a – et bogstav der også findes bag på den første og eneste egentlige nyskabelse i Lars Sybergs tid: Udformningen af den lille bondepige, der bærer på et saltkar og har peber i sit aftagelige hoved. Figuren blev tegnet af Odette Syberg i 1948 og malet af Else Marie, der til daglig aldrig hed andet end Mathilde. I ordrebogen havde figuren produktionstallet 131 og betegnelsen "Pebermø – Mathilde". Det blev da også figurens officielle navn. Og en stor salgssucces. Med rette udødeliggjorde "Mathilde" en ellers anonym malerpige, der satte den højeste standard. Da Astrid Larsen sluttede sig til i 1940, rådede virksomheden således over fire af de dygtigste pottemalere i landet – og det kan synes lidt af en skam, at de fik så få muligheder for at arbejde med andet end de givne oplæg, hvor smukke de end var. Men Lars skulle ikke have lavet noget om. Dels gik firmaet strålende, dels havde han stor veneration for netop disse dekorationer. De var hans egen barndom.

I 1937 var Kirkevej for lille til efterspørgslen. Lars Syberg køber "Lindholm", en aftægtsbygning under Klovtoftegaarden i Tåstrup på Roskildevej 12 og flytter ind med sin familie i hovedhuset. I tilbygningerne indrettes lager, maler- og drejerrum, fire ovne brænder konstant – og på bunden af Syberg-stellet står der nu Lars Syberg Taastrup i stedet for Hans og Grete Keramik. Og i 1939 bliver det Lars Syberg Made In Denmark. Eksporten er begyndt, og med torden i syd og begyndende importrestriktioner er der stort marked for et stel med udstråling af milde marker og fredelig dansk mentalitet. På blot syv år er virksomheden vokset fra fem-seks menneskers daglige levebrød til at beskæftige et personale på 30. Under højkonjunkturen sidder ni malerpiger på samme dag og dekorerer op til 80 kopper mellem kl. 8 og 16. Der er tre drejersvende i gang. Nogle inddrejer efter de nu klassiske forme, men sukkerskåle og flødekander bliver hånddrejet efter nøjagtige mål, og bittesmå variationer bliver lavet over de faste elementer: Sovsekande uden fast skål, flødekander uden hank eller med flettet hank. Hvis der ca. 85 modeller til et komplet stel, er der måske 100 forskellige arbejder at dekorere, når alt tælles med, og de bliver malet med borter i grundfarverne blå, rosa, gul, grøn og brun, men yderligere med gul bladbort, med zikzak-bort og tovbort – og selvfølgelig med Pilegaards-mønster. Desuden er der det såkaldte Kellinghusen-mønster, en frise af større blomster malet på gul baggrund og fortrinsvis anvendt til urtepotteskjulere og store fade. Den, der ønsker at eje et eksemplar af hvert nummer i hver mønsterkombination, skal gøre plads til ca. 1000 dele. Det er gode tider i Tåstrup.

Enhver ville forvente, at Lars Syberg var på døgnet rundt for at holde administrationen under kontrol og samtidig tage stilling til praktiske problemer med at kompensere for den knaphed, som krigen skabte på fx tin til glasur og råstoffer til fabrikation af farverne. Men personalet kunne lige så tit se ham vandre distræt omkring, lukket inde i en filosofisk tankerække med matematisk tema, eller med stort net over hovedet styre målbevidst rundt blandt de bistader, han opstillede på den tilliggende jord, hvor der også snart var en omfattende æblehøst i gang. Som medhjælper til dette brancheskift ansatte han den unge gartner Holger Eriksen, der senere skulle blive en nøglefigur i virksomheden.

De overraskende nye interesser var i virkeligheden et logisk skridt i Hans Sybergs fodspor. Hjemme i atelieret på Azaleavej havde Hans op gennem 30’erne lavet en del buster af børn og familie, og kulminationen på billedhuggerarbejdet blev den monumentale tyr, som han huggede ud i 12 tons granit til Dalum Landbrugsskole i 1939, finansieret af et stort legat fra Carlsbergfondet. Alt det foregik mens han opkøbte jord lidt uden for Skibby, det frugtbare område med navnet Hammer Bakke, der ligger lige ned til Ise Fjord. Her plantede han æbletræer – først hobbypræget, men i 40’erne som en egentlig levevej. Familien flyttede op, i begyndelsen i et lille murstenshus og derefter i et træhus, som Hans selv byggede.

Æbler, bier og keramik på Roskildevej. Mange kunstnere kom forbi, og de der ikke kom, skelede, lod sig inspirere og forstod budskabet i den blomstermalede dekoration. Dygtige keramikere som Axel Brüel og Leo Enna forstod dog også at skabe deres eget personlige udtryk. Bodil Enna, der tidligt kom på Azaleavej for at lære at male på tinglasur, havde sværere ved at frigøre sig, men fandt efterhånden i 40’erne sin egen stil og lavede sine egne stramt komponerede buketter. Egen stil fandt også Brødrene Jensen, Alma Jensen, Ingeborg Rask og Hedvig Ravn, som alle lavede tinglaseret og bemalet brugskeramik i den periode. Og Torben Keramik evnede gennem tre generationer at give sin egen distinkte fortolkning af markens blomster som bærende motiv. Men der var værksteder, der nøjedes med at kopiere og tage den hurtigere genvej til markedets umættelighed. Blandt dem Hedebo Keramik og Marton Schwartz (Illona), og efter dem Juelsminde, Sorgenfri, Allis Edel og Ida Bjørn.

Et mere specielt intermezzo blev Bjørn Wiinblads forbindelse til Syberg. Wiinblad havde omsider bortlagt enhver drøm om at blive musiker eller arkitekt. Nu gjaldt det keramikken og dens mysterier. Med hovedet fyldt af kolorerede fantasier opsøgte han Lars Syberg og fik ja til et af de mest uortodokse forløb i keramikkens historie, nemlig at benytte værkstedet uden for arbejdstid, hvor han i fred og ro kunne udvikle sine ideer. Fra fredag fyraften til mandag morgen forvandlede Wiinblad Fyns forår til 1001 Nat, mens Sybergs 1. drejer Henrik Ditlev Larsen mod tvivlsom betaling ofrede fritid og nattesøvn for at dreje de fade og figurer, som Wiinblad gav sine eventyrlige dekorationer. Fra 1942 og 10 år frem skabte Wiinblad her fundamentet til sin verdensberømmelse og lavede alle de arbejder, der betød det store gennembrud på hans første udstilling efter krigen. Det økonomiske arrangement var smidigt. Wiinblad havde adgang til alle faciliteter mod til Sybergs dagspris at løskøbe det, han malede og fik brændt, når der var ledig kapacitet i ovnene. Da Wiinblad åbnede sit eget værksted i Hjortekær, var det med en af Sybergs ovne. Og trods nattesædets anstrengende rutiner må samarbejdet mellem Wiinblad og Henrik Ditlev Larsen have været inspirerende, for Ditlev Larsen blev ansat hos Wiinblad som drejer i 1954, da epoken var slut hos Syberg.

Som arbejdsgiver var Syberg skiftevis distræt, generøs eller væk , men til gengæld meget nærværende de dage, hvor ovnene blev åbnet og produktionen skulle inspiceres. Her var Syberg minutiøst kritisk og perfektionist. Disse stunder, hvor alt skulle godkendes eller kasseres, havde deltagelse af hele personalet i en atmosfære af andagt og spænding, som især gjaldt de akkordlønnede. Man blev ikke betalt for arbejde, der blev vraget. Det var spillets regler, og de var ikke til diskussion. Ikke desto mindre var værkstedet en god arbejdsplads, som ikke kun følte stolthed ved sit arbejde, men sørgede for at alle fandt sig til rette. Mens flertallet af de keramiske værksteder, der skød op i Glostrup-Taastrup-Hedehus-regionen, oplevede et dagligt gennemtræk af medarbejdere, der stort set alle nåede at arbejde for alle, var der høj anciennitet hos Lars Syberg. Da personalegrupperne begyndte at sive i 50’erne som følge af den faldende produktion, havde adskillige været ansat 15-20 år.

Alice i Sybergland

I 1946 kom malerpigen Alice Petersen via Sjøholm og Knapstrup til Lars Syberg.

Godt 20 år gammel var hun en mild og glad pige, der straks faldt til på malerholdet. En hurtig og dygtig håndværker, der ikke var besjælet af poesiens nådegave i sine streger, men havde sans for de større kompositioner og inderlig kærlighed til arbejdet. Det blev Alice, der overlevede på Roskildevej, efterhånden som de andre forsvandt i den almindelige afmatning. Værkstedet havde en stor udstilling i Paris i 1949 som kulmination på de sidste tre års store salg. Derefter gik det langsomt og sikkert i stå. Dels fordi markedet begyndte at kræve fornyelse og andet materiale, dels fordi billige sydeuropæiske importer trængte sig på. Endelig syntes Lars Syberg også at have mistet interessen, der hele tiden havde været afbrudt af andre påfund. Fra sidst i 40’erne blev den ny lidenskab sejlsport. Han erhvervede en spidsskaller, kaldet "Marianne", og blev hurtig en dygtig styrmand, der byggede sit eget navigationsudstyr og vandt sejre i Sjælland Rundt og Gotland Rundt. Pokalerne fyldte godt op, det samme gjorde længslen efter at vende tilbage til det egentlige ingeniørarbejde. I 1954 blev han fastansat hos F.L.Smidth.

Keramikkens skæbne var overladt til Odette. Hun tog sig af den daglige administration og havde med tiden lært at male, og foruden udkastet til "Mathilde" havde hun udmærket sig ved at forme små dukkestel i tro Syberg-stil. De blev blandt andet givet som gaver til børn, der måtte tilbringe julen på hospital. Den slags betænksomheder var gennem mange år en del af Syberg-ånden. Men det var ved at være på den sidste trætte udluftning, at Odette og Alice nu sad som de sidste og malede. Det er en ironisk parentes til det forhold, at netop i de år fik Sybergs keramik et ridderslag fra den folkelige domstol. Længe før nogen kendte til begrebet "produkt placering", begyndte Sybergs stel at dukke op i dansk film som et endegyldigt udtryk for, at her var en rekvisit med almen genkendelighed. Hvor eskapistisk den danske folkekomedie i disse år end var plantet i Morten Korchs forgyldte muld, var rekvisitørerne aldrig i tvivl om, hvilke effekter der hørte hjemme i de rette miljøer. Således får en meget forkommen Tove Maës af godsejer Johannes Meyers faktotum serveret sin styrkende te i blå zikzak-malet kop i "Mosekongen" (1950), og ser man godt efter på Lily Brobergs tallerkenrække i "Rekrut 67 Petersen" (1952), står der en Syberg-tallerken mellem det Hedebo, som hun ellers sætter på bakken. Og så sent som i 1964 får godsejer Asbjørn Andersen i "Kampen om Næsbygaard" med største selvfølge sin morgenkaffe i umiskendeligt rosafarvet stel, malet af Alice Petersen.

På værkstedet var der ikke filmstemning. I 1958 ligger Lars og Odette i skilsmisseforhandlinger, og Lars beslutter at sælge eller helt lukke værkstedet. Skrøbelig fajance er ved at blive et produkt for feinschmeckere, nu da nye hverdagsrytmer og praktisk husholdning går over til andre materialer. Der er ikke økonomi i værkstedet. Lars Syberg meddeler Alice Petersen sin beslutning, og hun griber en mulighed. Hun spørger om, hun ikke kan få lov at overtage det, og få dage efter er papirerne i orden. Mod en royalty og forpligtelsen til at videreføre produktionen uændret er Alice Petersen den ny ejer af Syberg-keramikken. Et one-woman-show for en 32-årig malerpige, der begynder turen op ad bakke, og snart skal hun også finde nye lokaliteter. I 1960 sælger Lars Syberg bygningerne til en vognmandsforretning. Han flytter til en lejlighed i Rødovre, Alice flytter hjem til forældrene i Fløng. Her bliver der bygget et lille værkstedet i tilknytning til huset, og produktionen fortsætter på lavt blus frem til 1965, hvor økonomien er uholdbar. Det bliver en af firmaets gode kunder, der løser problemet. Blomsterhandler Will Hansen har købt meget hos Alice Petersen, til sig selv og som firmagaver, og nu tilbyder han at købe værkstedet, sælge en del af keramikken fra sin forretning på Peter Bangsvej – og ansætte Alice Petersen som leder. Samtidig skrives en ny kontrakt med Lars Syberg, der lader royalty-ordningen fortsætte endnu 10 år, hvorefter Sybergs keramik er hendes kvit og frit.

I sit lille værksted får Alice Petersen lejlighedsvis hjælp af Holger Eriksen og hans kone Lily. Ægteparret mødte hinanden hos Syberg, hvor Lily var hankedame fra 1941-45 og siden på lejlighedsvise besøg, og Holger Eriksen havde med tiden fået et allround kendskab til produktionen, selv om han oprindelig hjalp til med æblerne og bierne. I 50’erne fik han formel keramisk uddannelse hos Bing & Grøndahl, og i 60’erne er ægteparret en god støtte for Alice Petersen, der lige akkurat kan klare økonomien og især har succes på at få tegnet nogle søsterfigurer til "Mathilde", en blomsterpige, en klokkepige m.fl. For mange er disse figurer "typisk" Syberg, men er altså fremstillet meget sent. Alices anden force i disse år er hendes overdådigt dekorerede fade, det største på 35cm i diameter med Kellinghusen-dekorationer. De sælger godt i Tyskland og England og udgør sammen med te-stellet det egentlige fundament i produktionen. Af udseende er den ved første øjekast lig den klassiske, men glattere, mere skinnende, og sukkerskåle og flødekander bliver ikke mere hånddrejet, men støbt. Det gamle håndværk nærmer sig industriproduktet – for at kunne holde prisen. I 1928 kostede et krus 4 kr. I 1988 kostede det sidste krus i samme størrelse 110 kr. i vejledende udsalgspris. Siden 1952 havde al keramikken desuden været produceret med fabriksfremstillet glasur og farve – indtil da styrede Lars Syberg selv de processer, hvis formler han altid hemmelighedsfuldt gemte bag lås og slå.

I 1975 dør Will Hansen, og hans enke forærer med en rundhåndet gestus værkstedet tilbage til Alice, der nu går i kompagniskab med Holger Eriksen. De åbner også sammen den lille forretning "Ritte" på Købmagergade skråt over for Rundetårn, hvor de sælger Syberg, andre brugsting af souvenirpræg samt smykker. Tyverier og dyre forsikringer lukker forretningen i 1979, men værkstedet fortsætter, indtil produktionen stort set stopper mod slutningen af 1988. Der bliver lavet nogle enkelte figurer, og et par måneder maler Alice Petersen resten af de forglødede lagervarer; og en dag på vej fra værkstedet over i køkkenet falder hun om, ramt af en blodprop. Hun blev 62 år. Nu bliver det Holger Eriksen, der rydder det sidste op og lukker værkstedet. Huset sælges af Alice’ familie. 60 års epoke er forbi.

Efterspil

Syberg-keramikken holder og holdt længe ud. Alligevel måske ikke længe nok. Der skulle ikke gå mange år, før retrobølgen og ubestemmelige følelser af nostalgi på ny omfavnede den blomsterdekorerede fajance med appel til dem, der begyndte at reagere med det alt for praktiske og havde fornemmelse for at skelne mellem individualitet og anonymt samlebåndsarbejde. De anede måske også strejf af den historie, der indtil da kun havde været en – fodnote. I stedet blev det markederne og marskandiserne, der blev de sparsomme forhandlere og stadig er det.

Aftægtsgården er for længst jævnet med jorden. Den gav plads for et motorvejsnet i 70’erne. Lars Syberg blev hos F. L. Schmidt , til han blev pensioneret. Fire af hans og Odettes fem børn emigrerede til USA, hvor Odette senere sluttede sig til dem. I midten af 60’erne giftede Lars sig med Anna Klüver, yngste datter af maleren Karl Schou, der første gang var gift med Lars’ moster og senere stedmor Marie Hansen. Anna og Lars havde aldrig nået at møde hinanden dengang. Der var tyve års aldersforskel. Nu kunne de mødes om den specielle fortid, de aldrig havde delt. Parret flyttede til Rungsted, hvor Lars levede sine sidste år. Hans Syberg tilbragte uden fortrydelser sin lange sensommer i Hammer Bakke med at sejle og fiske fra den båd, han selv havde bygget. Desuden tegnede han en del, fortrinsvis landskabsskitser, og var i det hele taget aktiv til det sidste med at bruge sine evner. Det gule murstenshus anvendte sønnen Peter, der ellers boede i Tyskland, som sommerbolig. Træhuset fik datteren Kirsten til helårsbolig, hendes søn Peter fik huset på Azaleavej.

Og keramikken? Den fik vi alle sammen.

Kilder:

Anna Syberg. En monografi v. Lise Funder. Faaborg Museum 1994.

Hans Syberg. En monografi v. Birgit Bjerre Jensen. Johannes Larsen Museet

For uvurderlige oplysninger takkes desuden keramiker Holger Eriksen og hans hustru Lily, børnehavelærerinde Emmy Hansen, Hans Sybergs søn Peter Syberg og datter Kirsten Syberg, der døde i 2000, og hendes børn, Anna Syberg og Peter Kyllesbeck. Desuden takkes I. P. Jacobsens rejselegater gennem Den Danske Publicistklub for midler til research.