BERTA MOLTKE

Grafikeren Berta Moltke tegner og maler med inspiration fra fantasiens syner, der smelter sammen med virkelighedens landskaber og naturens underværker, byer og bygninger.

Den grafiske kunst er den udtryksform, der med træsnit af Johannes Larsen, raderinger af Fritz Syberg, Poul S. Christiansen og Tom Petersen viser den fynske skoles stærke repræsentanter.

Fynboerne var samtidige med maleren Aksel Jørgensen, der tegnede stærke socialrealistiske billeder af byens bagside i begyndelsen af det 20. århundrede. Aksel Jørgensen var lærer på Kunstakademiet og lagde grunden til, at Akademiets grafiske skole blev endnu mere synlig under ledelse af Palle Nielsen. Palle Nielsen fik afgørende betydning for en hel generation af grafikere. Berta Moltke arbejder i fortsættelse af traditionen, men er samtidig helt sin egen fortolker af omgivelsernes påvirkning.

Faaborg Museum har sammen med Vejle Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen ønsket at vise både de poetisk-surrealistiske og mere klassiske sider af Berta Moltkes særegne værker. Berta Moltkes grafiske kunst er vanskelig at placere. Hendes motivverden kan synes surrealistisk – snarere naturalistisk-urealistisk, hvor naturens ufattelige rigdom og skønhed kan aflæses, men hvor det åndelige univers hele tiden oplader fantasien. De bedste tekster om Berta Moltke gengives med tak til forfatterne professor dr. Phil. Erik A. Nielsen og forfatteren Ulla Ryum.

OM BERTA MOLTKES BILLEDVERDEN

Berta Moltke tegner sin egen billedverden, hvor det organiske, dyr eller planter, er livsbekræftende elementer, som fuglen, der er sjælen og rosen som sjælens udvikling.

Litteraturprofessoren dr. phil. Erik A. Nielsen skrev til åbningen af Berta Moltkes udstilling i Klosterstræde 18 i København december 1977 om "Universets blomster" – en karakteristik som rammende beskriver Berta Moltkes billedverden, der udspringer af hendes store interesse for klassisk filosofisk digtekunst og bekendtskab med forfatterne Ulla Ryum og Preben Major Sørensen. Hendes tegnekunst blomstrer bogstaveligt talt sammen den klassiske arkitektur – fra antikken og renæssancen – hun fabulerer sig ind i en anden verden, hvor naturens skabninger finder vej i revner og sprækker og antyder dels poesien dels dramaet i livet.

Anna Syberg var for hundrede år siden også på vej ind i livets poesi, når hun fandt kræfter til at beskrive og male naturens vidundere. Hun skabte ud fra sine erfaringer og inspirationskilder billeder, der, om hun var blevet ældre og mere frigjort fra dagligdagens pligter, måske havde mødt samme uvirkelige virkelighed, som Berta Moltke udtrykker i sine billeder.

"Hvad skal de, disse navnløse former, på en sær mission gennem himmelrummet?

Kommer de ikke ud af natten, i begyndelsen selv helt hyllet i mørkets dystre farveskala? Men glider de langsomt ind i lyset og besvarer det ved selv at afsløre en større rigdom i deres legemers kulører.

Det er som om væsenerne har ventet på livet i universets vægtløshed, før de vil begynde at give deres hemmeligheder fra sig. De skyder op fra en amorf verden, hvis materie kun har meget lavt definerede former, former så elementære, at sproget endnu næppe har ord til at navngive dem. Men sproget står ligesom på spring, forsøger sig tøvende med at navngive en form her og der, og trækker i samme øjeblik navnet tilbage, fordi navnet snarere forrådte formens væsen end karakteriserede den.

Og dog stræber elementarmasserne selv frem imod de former, sproget kender navne til: en konkylie, en flinteflække, et salathovede, en rose. Billederne er som øjebliksudsnit af en verden i stadig glidende flugt. En grænseløs rigdom af sådanne eksistenser synes at drive af sted som særegne skyformationer højt oppe i universet; nogle har endnu jorden i sigte, skønt næsten i satellitafstand, andre synes at være gået ind i himmellegemernes evige glidende bevægelse gennem rummet, med stor hastighed og dog alligevel som om de stod stille, fordi afstandene er så umådelige.

Men det er ikke klodernes evige cirkelgang omkring solen, disse former gentager. De er på en anden måde frie, og på en anden måde bundne. Det er som om de uimodståeligt drages ind imod lysets blændende centrum, som om de er villige til på ny at miste deres navngivne form for helt at opsluges af lysets større navnløshed. Der venter dem et moment, hvor alt bliver nyt og uudsigeligt. Det er et eskatologisk billedrum, som fremtiden kaster sin virkning ind i.

Der er en angst og en frihed i disse billeder; nogle steder flagrer formerne op som skræmte fugle, eller de møder i rummet fremmedartede og anelsesfulde eksistenser, der endnu ikke har givet deres hemmeligheder fra sig.

Hvad er de da, disse jordiske former så langt fra hjemmet? Måske flygtninge fra jorden, der forgæves har forsøgt at lande i dens ørkner eller giftige sumpområder, men har oplevet den som for ugæstfri, for restriktiv, for gold. Er de en dom over vores klode, som når Thorkild Bjørnvig skriver: Forgæves vandrer, højt over Bjærget, Guddomstanker, svangre af Grøde. Er de former på vej bort fra os, som aldrig vil vende tilbage?

Eller venter de, som landflygtige der håber på befrielsen, og vil kunne holde deres indtog på jorden med en ny solkraft, når de først har været dybt inde i lyset? Rummer de også den forjættelse, Bjørnvig omtaler i sit Anubis-digt: Dog hør, triumffyldt rejser gennem Rummet en Glædeshvirvel, Lysaar, Mil for Mil.

Hvad der ikke kan blomstre på jorden, må blomstre i universet – og dér måske vente på, at en mere gæstfri jordbund beredes og byder blomsterne en frugtbarere muld at slå rødder i. Kan fuglen engang folde vingerne sammen, befries for at have afsættets angst i benmusklerne?

Indtil videre er det universet der sætter blomsterne, som en dom og en forjættelse for jorden. Måske en Esajas-profeti i Grundtvigs vers:

Berta Moltke tager del i en dialog med stemmerne fra fortiden i bogstavelig forstand både ord- og billedmæssigt. Hun har udforsket den poetiske surrealisme og symbolisme.

Berta Moltke søger at afsløre lagene bag den formelle synlige overflade for at skabe dialog med det indre landskab, den anden verden, ved at kombinere flere temaer og mange teknikker.

Arkitekturelementer og glimt af indre og ydre landskaber kommer til syne sammenstillet med minutiøse gengivelser af sarte blomster og falmende løv. Mens Palimpsest er et håndskrift, hvis oprindelige tekst er slettet for at give plads for en ny, bruger eller genbruger Berta Moltke håndskrifterne som en slags ordenes tegnskrift sammen med antikkens skulpturer fra Grækenland, Palmyra og Rheims. Hun lægger dem ind over hinanden som forskellige kulturlag.

Den berømte Rosetta sten danner sammen med sentenser fra klassiske tekster for- eller baggrund for motivet, der på denne måde optræder i et todimensionalt krydsfelt. Disse hemmelige meddelelser, tanker og erfaringer bliver gengivet i de traditionelle trykteknikker og akvatinte kombineret med de nyeste som fotogravure og fotopolymer.

Berta Moltke har et meget udtryksfuldt forhold til litteratur, der fører hende ind i et beslægtet univers. Enestående var især det symbiotiske samarbejde mellem Berta Moltke og forfatteren Ulla Ryom, der skiftesvis skrev og tegnede til hinandens værker, og hvilket resulterede i bogværket "Skjulte beretninger" fra 1994.

"Igennem vort samarbejde har rytmen hele tiden vekslet. Af og til var billederne før teksten, til andre tider var teksten før billedet."

Således beskrev Ulla Ryum samarbejdet, der var indledt et par år tidligere, da hun havde skrevet et digt til Berta Moltke i anledning af udstilling i Galleri Admiralgade 20 i 1991:

Det stumme er -
bevæges i dette landskab           - anelser antager langsomme former
                                                forlader sidelæns møjsommeligt den
                                                vejrtrækning
                                                hvorfra ordene trævler                 disse
                                                underlige glemte grotter sidde
                                                forgrenede uhørligheder         besynger
                                                sig selv
                                                de ser sig selv
                                                før noget andet                         sig selv
                                                bag alle tings tilsynekomst

bevæges i denne himmel                                                                 og
                                                - over dette landskab finder mødet sted
                                                opstrakte pinjer balancerer
                                                                  på fingerspidsernes yderste
                                                længsler skyformationer
                                                                                   i alle vellystens
                                                retninger     undtagen       tilbage hertil
                                                gennem paladsets  åbne portaler flyder

                                                                             eftermiddagsfloden
                                                brister i tilbageholdt strøm             bag
                                                ved                              inskriptionerne
                                                allerede findes dette  ikke længere her

bevæges i denne mening                                                                og
                                               - genkendelsen er begyndt forladelsen
                                               tegnets forvitring giver sporene
                                               retning                                 alle vegne
                                               hen over denne stilhed breder lysets sig
                                               ikke ud gennem                           disse
                                               bygningsværker                           disse
                                               fortabelser                     disse fortielser
                                               hen over dette landskab bevæges
                                               himlen
                                                                                    - vil besvares.

                                                                Ulla Ryum 1991