Faaborg Museums totalrestaurering for 25
år siden markeres
Den 7. maj er det 25 år siden, at Faaborg
Museum genopstod som fugl Fønix efter en gennemgribende
restaurering fra august 1982 til maj 1983.
Dagen markeres ved et arrangement i Faaborg
Museums Venner, hvor gamle som nye venner og andre interesserede
kan komme og høre om historierne om museets stifter Mads
Rasmussen og hans efterkommere, og om det spændende
detektivarbejde omkring restaureringen af den fredede bygning
tegnet af arkitekten Carl Petersen.
Desuden vil der blive mulighed for at høre
kunstnernes mening om bygningen, og om museets originale inventar.
Der bliver også et afsnit om Faaborgs originale Ymerbrønd, og om
de mange andre store og små oplevelser i forbindelse med det
enestående ”samlede kunstværk”, som Faaborg Museum er.
Aftenen begynder i museets store malerisal
foran Peter Hansens Indvielsesbillede fra 1912. Der bliver indlæg
af Faaborg Museums første formand fhv. overlæge Flemming
Brandrup, og af arkitekten for restaurering og de efterfølgende
nybygninger, Niels Frithiof Truelsen sammen med ingeniør Henry
Jensen. Desuden vil museets leder Susanne Thestrup Truelsen og
flere af museets venner komme med indlæg. Derefter fortsættes
der i museumscaféen med præsentation af historien set gennem
billeder fra perioden sammen med bestyrelsens fremtidsvisioner for
Faaborg Museum.
Faaborg Museum var fra begyndelsen i 1910 og
indtil 1981 i stifteren Mads Rasmussens families eje, hvilket
indebar, at der ikke kunne tildeles midler udefra, hverken fra de
bevilgende myndigheder eller fonde. Faaborg Museum opnåede
statsanerkendelse i 1982 og kunne herefter modtage fondsstøtte
fra Bikubenfonden til den nødvendige restaurering af bygning og
fra Fredningsstyrelsen til konservering af kunstsamlingen.
Tilbage
til Praktisk information