Praktisk information | Museet | Udstillinger | Arrangementer | Museets venner | Skoler

 

Maleren Karl Schou

&

Nina Ferlov
Akvareller til "Mad og Mønstre"

 

Pressefoto

 

 

 

 

 

 

Schou og Ferlov på Faaborg Museum                                                                                Juni 2008

Der bliver mulighed for en oplevelse ud over det sædvanlige, når Faaborg Museum på lørdag den 14. juni 2008 åbner udstillinger af to forskellige kunstnere. Nemlig en af ”Fynboerne”, maleren Karl Schou (1870-1918) og akvarelmaleren Nina Ferlov, sidstnævnte vil være til stede ved åbningen.

Det er lykkedes Faaborg Museums leder, Susanne Thestrup Truelsen at samle mere end 100 af impressionisten Karl Schous malerier. Mange af disse er i dag i privateje, og har ikke været vist offentligt siden en stor udstilling i 1971 i Kunstforeningen på Gl. Strand i København.

Karl Schou hentede, som den eneste af malergruppen ”Fynboerne”, sin væsentligste inspiration i fransk kunst. Den omfattende kollektion af malerier giver rig lejlighed til at studere hans helt eget formsprog i en følsom og forfinet koloristisk malemåde, som præger alle Schous malerier.

Der er ikke tale om umiddelbart iøjefaldende kunst, hvilket måske allerbedst er udtrykt af dagbladet Politikens kunstskribent Knud Pontoppidan, som i en anmeldelse fra 1923 skriver: ”Det tager lidt tid inden man får øjet indstillet. Men den tid må man tage sig..”

Inspirationen til sin meget store produktion fik Karl Schou under sine mange ophold i Frankrig og Italien, men også motiver fra hans barndomsby København, opholdene i Faaborg og senere ved Vesterhavet ses i stor udstrækning i samlingen.

Umiddelbart vil mange måske opfatte Nina Ferlovs akvareller fra bogen ”Mad og Mønstre” som en diametral modsætning til Faaborg Museums samling. Men faktisk er akvarellerne en dialog med to af de kvindelige kunstnere i ”Fynboerne” Anna Syberg og Alhed Warberg Larsen, som begge havde frugt, grøntsager og blomster, som yndede motiver.

Udstillingen omfatter alle de originale akvareller, som ikke har været vist offentligt før. Mange af motiverne har Nina Ferlov hentet fra sin have i Middelfart og fra den omliggende natur.

Nina Ferlov er oprindelig uddannet tekstilkunstner ved Georg Jensen damask. Senere har hun slået sig på akvarelmalingen. Blandt hendes andre kendte ting er ”Evighedskalenderen”, som hun sidste år lavede sammen med TV- og naturmanden Søren Ryge Petersen.

Begge udstillinger arrangeres i et samarbejde med kunsthallen Sophienholm i Lyngby. På Faaborg Museum vil udstillingerne kunne ses indtil den 24. august, hvorefter de flyttes til Sophienholm, hvor de vises fra 30. august til 19. oktober.

Tekst og foto kan vederlagsfrit hentes elektronisk på museets hjemmeside.

Redaktionen er velkommen til åbningen lørdag 14. juni 2008 klokken 15.

                       Tilbage til Praktisk information