TILBAGE      FORSIDE

Lærervejledning 7. - 9. klasse

Faaborg Museum har udarbejdet et undervisningsforløb i forbindelse med et besøg på museet for folkeskolens ældste klasser. Her findes en introducerende lærervejledning, uddybende billedmateriale og forslag til enten arbejdsspørgsmål eller tværfaglige emner.

Formålet

Museumsbesøg er i sig selv en inspirationskilde til egen kreativ udfoldelse.

Og tager man udgangspunkt i trinmålet efter 5. klasse i faget billedkunst, kan museumsbesøget og arbejdet i forbindelse med besøget yderligere stimulere elevernes fremstillinger af skitser og billeder på baggrund af ideer, følelser, holdninger og ved direkte iagttagelse, sætte fokus på farvens virkemidler til at skabe kontrast, dybde og stemning og sætte fokus på anvendelse af andre billederfaringer, bl.a. fra elevernes egen hverdag.
Men arbejdet med de enkelte malerier giver samtidig et indblik i den kulturhistoriske arv, de fremherskende værdier og holdninger og foregående slægtleds livsbetingelser. Desuden vil eleverne få styrket deres færdighed i at beskrive, fortolke og perspektivere forskellige udtryksformer ud fra såvel umiddelbar oplevelse som analytisk forståelse.

Processen

For at få det optimale ud af besøget på museet foreslås et treinddelt arbejde:

  1. Forberedelsesarbejdet

  2. Museumsbesøget

  3. Efterbehandlingen

Forberedelsesarbejdet

I selve arbejdet må eleverne trække på den viden de har opnået i de foregående år i billedkunst, fx beskrivelse af billeders indhold og historie i billedsamtaler.
Indledende spørgsmål kan være: Hvad er kunst? Hvorfor har vi museer?
En introduktion til eller repetition af farvelære vil i den indledende fase styrke elevernes oplevelse af kunstværkerne på museet.
Spørgsmålene i grupperne skal både være konkrete og overordnede spørgsmål, både formrelaterede og indholdsrelaterede.

A. De enkelte kunstnere

Det biografiske perspektiv, særlige kunstneriske kendetegn, fx farvevalg og motivkreds
Klassen deles op i grupper med hver deres kunstner.

Eksempler:

Fritz Syberg, Anna Syberg, Peter Hansen, Johannes Larsen, Jens Birkholm
Hver elev i gruppen får tildelt et billede af gruppens kunstner og beskriver for gruppen.

B. Tematisk arbejde:

Det kulturhistoriske indhold, almenmenneskelige situationer, motiver
Klassen deles op i grupper med hver deres tema.

Eksempler:

Børn, Familieliv, Fritid/Ferie, Portrætter/Selvportrætter, Arbejdende Kunstnere/Kunstnerliv, Arbejde, Dyr/Blomster, Byer, Tiden

Hver elev i gruppen får tildelt et billede med gruppens tema og beskriver for gruppen.

Museumsbesøget

Museet tilbyder

    • kort videopræsentation af museet og de fynske malere

    • rundvisning ca. 1 times varighed

Rundvisningen med et særligt fokus aftales afhængig af det perspektiv klassen har lagt i forberedelsesarbejdet.
Efter endt rundvisning kan de enkelte grupper koncentrere sig om de malerier de har arbejdet med inden besøget. De kan nu lægge sidste hånd på arbejdet og præsentationen.

Efterbehandling

Efter museumsbesøget vil det være interessant at tage de overordnede spørgsmål (Hvad er kunst? Hvilken mission har et museum/Faaborg Museum?) op som klassediskussion.
Derefter fremlægger grupperne den samlede præsentation af kunstneren eller en samlet beskrivelse af temaet (med henvisninger til de enkelte billeder, særpræg, lokaliteter/personer/motiver, farver, penselstrøg, tid osv.).

Efter alle gruppers fremlæggelse konkluderes der. Hvem var Fynbomalerne?

Hvad kendetegner gruppen og malernes kunst?

I forbindelse med fremlæggelsen kan der som det kreative element udarbejdes skitser af et eller flere af museets billeder og skulpturer, digte kan læses op, eller der kan laves en PowerPoint-præsentation med indsættelse af malerier.

Som opfølgning på hele forløbet kan eleverne aflevere en skriftlig opgave i dansk:

1. Analyseopgave med vurdering, fx af gruppens udpegede malerier

2. Komparativ beskrivelse af Fynboernes realisme og en anden stilgenre, fx det abstrakte maleri

3. Kreativ opgave, fx et digt med udgangspunkt i det udpegede maleri - en tekst til Turistbureauets webside om et besøg på Museet - en anmeldelse af museumsbesøget til lokalavisen

4. Andre emner: Moden før og nu, Arbejdsvilkår før og nu, Familieforhold før og nu, Boligforhold før og nu.

Uddybende opgaver:

a. Museums- og udstillingshistorie
Mads Rasmussen
Arkitekturen og arkitekten
Kunstnerne i komiteen
Udvælgelsen af malerier
Perspektivering til et andet museum

b. Et blad om Museet
Mads Rasmussen, arkitektur, malerierne, kunstnerne i Komiteen skrevet i forskellige avisgenrer

c. Plakater til ophængning i klasseværelset
Skitser og fotos af arkitektur og malerier, informative og/eller emotionelle tekster om malerierne og kunstnerne