Johannes Larsen – Fugle på træk gennem kunst og lyrik

Johannes Larsen – Fugle på træk gennem kunst og lyrik

20/5-2017

22/10-2017

Udstillingen Johannes Larsen. Fugle på træk gennem kunst og lyrik viser Johannes Larsens arbejde med fuglen som motiv gennem hans bidrag til Steen Steensen Blichers digtsamling Trækfuglene (1838).

Udstillingen hylder den bogkunst, som Johannes Larsen skabte, da han i 1911-13 skar træsnit til et genoptryk af Blichers berømte digtsuite. Udstillingen bringer bogen og træsnittene i dialog med kunstnerens andre værker med trækfugle samt med moderne danske forfatteres nyfortolkninger af Blichers digte i Ny Trækfuglene (2014).

Johannes Larsen – Fugle på træk gennem kunst og lyrik markerer 150-året for Johannes Larsens fødsel og supplerer museets udstilling Johannes Larsen og Japansk træsnitkunst, der har fokus på kunstnerens inspiration fra japanske træsnit.

Fugle på træk gennem kunst og lyrik

Trækfuglene er Steen Steensen Blichers lyriske hovedværk og består af 30 fugledigte, der behandler hver sin fugl, indledt af et præludium og en ouverture. Digtene blev skrevet under svær sygdom og særligt ”Præludium” – kendt som „Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk“ – har døden som motiv. Johannes Larsen, der arbejdede med fuglemotivet hele sit liv, var optaget af Blichers digte, og han lod digtene tilføje nye dimensioner til sit arbejde med de fugle, som han mente, gav naturen stemme og sjæl.

I udstillingen møder ord billeder. Den bevæger sig gennem udvalgte af bogens trækfugle og lader træsnittene og de trykte digte supplere af værker fra museets samling, hvor Johannes Larsen arbejder med bogens fugle i akvarel og olie på lærred. Da Faaborg Museum åbnede i 1910 var Johannes Larsen den rigest repræsenterede kunstner i samlingen, og flere værker knytter an til illustrationerne.

Bag Johannes Larsens arbejde med træsnittene lå et indgående og næsten videnskabeligt kendskab til fuglene. Han havde arbejdet med fuglene som motiv i sin kunst over flere årtier, og Faaborg Museums samling rummer udover bogværket Trækfuglene en række skildringer af fugle, der knytter an til illustrationerne.

Blichers digte tilføjes et nutidigt litterært perspektiv, gennem nyfortolkningen af dem i bogen Ny Trækfuglene fra 2014. Her blev 32 danske forfattere inviteret til at skrive nye digte og noveller om Blichers trækfugle. Blandt bidragyderne er toneangivende digtere som Pia Juul og Klaus Rifbjerg såvel som yngre forfattere som Amalie Smith, Kristina Stoltz og Christel Wiinblad. Bogen fik fine anmeldelser, men har ikke tidligere været koblet til billedkunsten.

Se filmene med udvalgte digte læst op af digtere fra Ny Trækfuglene: 

Rasmus Halling Nielsen
Lea Løppenthin
Kristina Stoltz
Christel Wiinblad

 

Tak til følgende tilskudsydere, der venligst har støttet projektet:
15. Juni Fonden
Augustinus Fonden
Den Faberske Fond
Faaborg Museums Venner
Møllerens Fond