Livsværker – Billedhuggeren Keld Moseholm 80 år

Livsværker – Billedhuggeren Keld Moseholm 80 år

30/4-2016

25/9-2016

Billedhugger Keld Moseholm fylder 80 år og det markerer Faaborg Museum med udstillingen “Livsværker – Billedhuggeren Keld Moseholm 80 år”.

Keld Moseholm (f. 1936) har gennem hele livet arbejdet med skulpturen som en udtryksform , der tager afsæt i livet selv. Gennem et vedvarende arbejde med menneskekroppen – hvad enten det er børn, unge, voksne eller gamle – har han om nogen formået at give menneskelivet et levende udtryk og en monumental skulpturel form. Det er det helt nære liv, der skildres, eftersom det er kunstnerens egen familie – børn og hustru – der er modeller for en lang række værker.

Der udstilles et udvalg af tegninger og mere gennemarbejdede modelstudier, portrætbuster, små statuetter, skitser og udkast til udsmykninger og større skulpturer. Udstillingen formidler således kunstnerens arbejdsproces og præsenterer de mindre formater fra hele kunstnerens produktive periode.

Se portrætfilmen om Keld Moseholm, der er produceret i anledning af udstillingen “Livsværker”.

Der udgives et udstillingskatalog med tekster af kunsthistoriker og teolog Lisbeth Smedegaard og museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen.

Bemærk at udstillingen vises i udstillingssalene på 2.sal i Konservesgården, og der er desværre ikke elevator i ejendommen.

Tak til følgende fonde for støtte til udstillingen: Den Faberske Fond, A.P. Møller Fonden, Møllerens Fond Ole Kirk’s Fond og Marius Pedersens Fond.