Museet byder inden for til en spændende søndagsomvisning i den nyåbnede særudstilling Faaborg i blodet – Kunstnerkoloni 1880-1928.
Udstillingen præsentererFaaborgs betydning som en kunstnerkoloni, der voksede frem i 1880’ernes Faaborg og kulminerede med Faaborg Museum, der blev stiftet i 1910 af konservesfabrikant Mads Rasmussen.Kunstnerkolonien i Faaborg var enestående i national og international sammenhæng. Rundet af den sydfynske muld voksede unge talentfulde kunstnere som Peter Hansen, Fritz og Anna Syberg og Jens Birkholm op i Faaborg. Kunstnerne uddannede sig i København og rejste på tværs af Europa. Men Faaborg løb i deres blod, og de vendte tilbage til fødebyen, hvor de slog sig ned for at male hjemstavnens landskaber og mennesker, og deres værker vidner om en samhørighed med livet i provinsen, der skildres med en særlig autenticitet.
Omvisningen er gratis, når entréen er betalt.