Foredrag på Faaborg Museum v. Jeppe Priess Gersbøll, leder af Johannes Larsen Museet.
Med udstillingssamarbejdet Farvespil – Fynbomalernes palet gik Faaborg Museum og Johannes Larsen Museet sammen om et fælles mål: At kaste nyt lys over såvel velkendte som mindre kendte værker på tværs af museernes samlinger med udgangspunkt i farven og derigennem belyse malernes palet. Det kom der to smukke, anderledes og parallelle særudstillinger ud af, hvoraf den i Faaborg kan opleves endnu. Projektet indebar mange gensidige udlån og et tæt samarbejde i tilrettelæggelsen af begge udstillinger. Det har været et mål for projektet at vise samlingernes supplerende karakter og kvaliteter på en ny måde, der samtidig rummede en vigtig og levende formidlingsdimension og gav et samlet blik på kunstnergruppens farveunivers. Det har givet os nye vinkler på både enkeltkunstnere og samlingerne som helhed.
Fynbomalerne tænkte bogstavelig talt i farver og var dybt optaget af dagens og naturens farve og dagens lys, det særlige nærværs oplevelse, der skulle gives videre i billedform. Lige så vigtigt var hjemmenes markante farver. I Kerteminde er det Alhed og Johannes Larsens kunstnerhjem, i Faaborg er det museumsbygningen, som opleves sammen med fynbomalernes farver.
I foredraget her gives – med udstillingssamarbejdet museerne imellem in mente – en kunsthistorisk udfoldning af emnet Fynbomalernes farver samt eksempler herpå af Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg, samt Peter Hansen, Jens Birkholm, Christine Swane og en række andre malere med tilknytning til kunstnergruppen baseret på de særlige farveforståelser og maleriske virkemidler, som optræder i deres værker. Foredraget, der også giver indblik bag kulisserne i tilblivelsen af dette særlige fynske udstillingsprojekt, henvender sig til alle interesserede og inddrager værker og fortællinger fra begge museer og udstillinger.
Jeppe Priess Gersbøll (f. 1987) er ph.d. i kunsthistorie, og museumsinspektør og leder af Johannes Larsen Museet – for kunst og natur – siden 2019.
Pris: 125 kr. / 50 kr. for medlemmer af Faaborg Museums Venner.
Klik her! for at købe billet.