Henover efteråret zoomer museet ind på farver i månedens omvisninger og den næste i rækken er med temaet gul og gylden. I den aktuelle særudstilling FARVESPIL udforskes kunstværkerne netop ud fra deres farveholdning, og farverne er ligeledes en vigtig del af Faaborg Museums dna.
Gul og gylden findes på museet – i køjerne og ikke mindst på Arkivets gul-gyldne vægge samt i museets mange gyldne prydrammer. Den findes i det lysende, hvidlige solskin i alle de sydlandske billeder og som det himmelske lys øverste i Zahrtmanns Paradisbillede. De gule og gyldne farver hos Fynbomalerne ses bl.a. i landskabsmotiverne som Peter Hansens gyldne kornmark i Moden Rug, 1891 og Jens Birkholms Udsigt fra Svanninge Bakker, 1912, hvor det gyldne himmellys giver landskabet en stemningsfuld karakter. På samme vis skildrer Fritz Syberg det særlige lys ved daggry i interiørbilledet Morgenstemning, 1907-08, hvor drengen sidder i lampens gyldne skær, mens det kølige morgenlys ses gennem vinduet. Farven gul findes i omtrent alle blomstermotiverne og ses hyppigt som kontrastfarve i alle Johannes Larsens blå havskildringer.
Det er gratis at deltage, når entréen er betalt (max. 20 pers.).