Særophængningen af museets samling sætter fokus på, hvor og hvordan de fynske kunstnere skabte deres værker. Kunst afspejler de omstændigheder og rum i hvilke, de bliver til, og de fynske malere brugte verden som atelier – fra Svanninge Bakker ved Faaborg til Pisa i Italien.

For mange kunstnere er atelieret et afgrænset rum, hvor de kan lukke alle distraktioner ude og tillade en intens fokusering af opmærksomheden. For andre er atelieret et rum uden vægge – et hjørne af naturen eller et sted i det offentlige rum. Uanset valget af sted skaber kunstnerne arbejdszoner, der får indflydelse ikke alene på skabelsesprocessen, men også på den oplevelse af nærvær værkerne kan give selv mange år efter, de er malet.

Samlingsophængningen ”Verden som atelier” undersøger, hvordan Fynboernes værker blev til, og den går bagom nogle af de myter, som er opstået omkring deres billeder. Kunstnerens værksted – atelieret – forstås bredt, når det demonstreres, hvordan kunstnere som Fritz Syberg, Peter Hansen, Johannes Larsen og Jens Birkholm brugte naturen som atelier, men ofte færdiggjorde og videreudviklede motiverne hjemme. Ligeledes synes zonerne mellem privatliv og arbejdsliv at være flydende, når arbejdet foregik i hjemmet og vindueskarmens potteplanter, børnene i sengen og den malende hustru udgjorde motivet.