Faaborg Museum er den meget glade modtager af et nyt og særdeles væsentligt maleri af Harald Giersing fra Ny Carlsbergfondet. Selvom Giersing hører til generationen efter Fynbomalerne, så er han – som svigersøn til Anna og Fritz Syberg – nært forbundet med museets kunstnerkreds og er allerede repræsenteret med andre værker, herunder flere mindre portrætter. Nyerhvervelsen er også et portræt, der forestiller kunsthistorikeren Leo Swane (1887-1968). Skildringen af vennekredsen og de indbyrdes relationer er et velkendt motiv hos Fynbomalerne, og med dette værk af Harald Giersing styrkes museets repræsentation af denne betydelige motivkreds. Læs pressemeddelelse her!