Plantefeber – Verden i vindueskarmen

Plantefeber – Verden i vindueskarmen

01/2-2026

06/9-2026

Udstillingens hovedfokus er stueplanten. I dag er stueplanten en helt integreret del af vores boligindretning i Danmark, og noget, der findes i næsten alle hjem. Men i 1800-tallet var stueplanten et nyt element, som blandt andet knyttede sig til den øgede verdenshandel, der gav mulighed for at indføre eksotiske og fremmede planter, der kunne trives indendørs og året rundt. I løbet af 1800-tallet ser man, at stueplanterne efterhånden bliver et almindeligt element i indretningen og således også i skildringer af hjemmet. De skjulte fortællinger om planterne og deres globale ophav er en uudforsket vinkel i dansk kunsthistorie, som udfoldes i udstillingen.

Planterne blev flyttet over store afstande som en del af de massive planteflytninger, der tog fart i 1600-tallet. Flytninger der forvandlede flere kontinenters flora og fauna. Mens mange af planterne i deres oprindelige levesteder var truede, blomstrede de frodigt i stuerne i Europa. Planterne bragte Europas kolonihistorie ind i hjemmene. Samtidig knyttede mennesker og planter et bånd, der åbnede og åbner for et mere omsorgsfuldt, diverst og historisk bevidst forhold til naturen.

Der vises værker fra de to udstillinger på Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling af kunstnere som Anna Ancher, Martinus Rørbye, Lauritz Tuxen, Catherine Svendsen-Engel, Marie Henriques og L.A. Ring i samspil med en række af Faaborg Museums egne værker af blandt andet Anna Syberg, Alhed Larsen og Fritz Syberg.

Udstillingen er en tredje og selvstændig version af Plantefeber, der har været vist parallelt på Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard som en del af forskningsprojektet Skjulte plantehistorier ved Aarhus Universitet.

Projektet er støttet af Velux Fondens Museumspulje.

Faaborg Museum glæder sig over at have mulighed for at deltage i projektet som et tredje visningssted med fokus på denne motivkreds, der spiller en væsentlig rolle for også Fynbomalernes kunst. Vi takker følgende fonde for at muliggøre udstillingens visning på museet:

Augustinus Fonden

Axel Muusfeldts Fond

Beckett Fonden

Den Faberske Fond

Knud Højgaards Fond

Lemvigh-Müllers Fond

Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat

William Demants Fond