Gå til indhold
EN (English)

Fortællinger

Historierne bag museet: mæcenen Mads Rasmussen, der stiftede det, billedhuggeren Kai Nielsen og de breve, der stadig fortæller Fynbomalernes historie.

Kuppelsalen med Kai Nielsens statue af Mads Rasmussen mellem de to buede døre.

Mæcen Mads Rasmussen

Faaborg Museums stifter var Mads Rasmussen (1856-1916). Han var en vigtig erhvervsmand i Faaborg og havde i 1888 stiftet en andelskonservesfabrik efter at have undersøgt de nyeste produktionsmetoder i USA. I 1896 flyttede han ind i den lejlighed i Konservesgården i Faaborg, som senere skulle blive til Faaborg Museums første lokaler. I 1906 blev Mads Rasmussens succesrige konservesfabrik i Faaborg sluttet sammen med det gamle konservesfirma J.D. Beauvais, og han flyttede til København.

Et usædvanligt museum tager form

Idéen om at skabe et museum opstod ved en sammenkomst hos Mads Rasmussen og hans hustru Kristine d. 22. februar 1910. Her var inderkredsen af Fynbomalerne til stede med bl.a. Johannes Larsen, Fritz Syberg, Peter Hansen og Jens Birkholm. De blev alle del af den indkøbskomité, som kom til at fungere som styreorgan for museet i forhold til indkøb, ophængning og indretning. Det var dermed et kollektivt projekt, der blev finansieret af Mads Rasmussen. Det var uhørt at lade en kunstnergruppe skabe et museum på denne måde, og kunstnerne var bevidste om denne gavmildhed.

Museet åbnede i Mads Rasmussens sommerlejlighed i Konservesgården i 1910, men da samlingen voksede, besluttede han i 1912 at skænke en museumsbygning på nabogrunden.

Med en forholdsvis tilbagetrukket rolle adskilte Mads Rasmussen sig fra andre af tidens museumsstiftere. Han fik dog en fremtrædende plads på museet i kraft af Kai Nielsens portrætskulptur i Kuppelsalen, der viser ham prosaisk og smilende. Samtidig ærer skulpturen hans virke som fødevareproducent. Han er placeret på et møllehjul, og nøgne pigeskikkelser samler æbler ved hans fødder.

Rasmussens eftermæle

Mads Rasmussen døde i 1916 kun seks år efter museets stiftelse og året efter åbningen af museumsbygningen. Han efterlod noget uafsluttet, men Fynbomalerne fortsatte med deres store engagement.

Mads Rasmussen, 1913. Fotografi af Marius Mikkelsen. Anvendt som forlæg for Kai Nielsens modellering af monumentalskulpturen til Kuppelsalen. Faaborg Byhistoriske Arkiv.

1 / 2Mads Rasmussen, 1913. Fotografi af Marius Mikkelsen. Anvendt som forlæg for Kai Nielsens modellering af monumentalskulpturen til Kuppelsalen. Faaborg Byhistoriske Arkiv.

Kai Nielsens skulpturer

Billedhuggeren Kai Nielsen spiller en væsentlig rolle for Faaborg Museum.

Kai Nielsen kom fra Svendborg, og han blev uddannet på Kunstakademiet i 1912. I 1913-14 tog han til Paris for at studere både den moderne og den ældre kunst. Han var medlem af Kunstnernes Efterårsudstilling og Den Frie Udstilling og står bag mange markante udsmykninger i det offentlige rum som f.eks. Blågårds Plads (1912-1922) i København og Ymerbrønden (1913) i Faaborg.

Kai Nielsen forener stiltræk fra klassisk kunst med modernismens brug af former og materialer. De fleste af hans værker skildrer menneskekroppen i pagt med en besjælet og livgivende natur, og de handler ofte om mytiske, evige fortællinger. Han var især inspireret af græsk mytologi, bibelske tekster og nordisk mytologi.

Faaborg Museums eneste billedhugger

Kai Nielsens værker står i parker og byrum i hele landet, men Faaborg Museum ejer flere af hans hovedværker som f.eks. gennembrudsværket Marmorpigen fra 1909 og Granittøsen fra 1915. Midt i museets koboltblå Kuppelsal troner museets stifter Mads Rasmussen som en monumental skulptur i poleret granit. Skulpturen stod færdig ved museets indvielse i 1915.

I Billedhuggersalen kan du opleve modellerne (1923-24) til en udsmykning til loggiaen på Studentergården i København. Den ene gruppe Jordens tilblivelse viser Ymers jættelegeme, der udlægges til jord for menneskene. Den anden gruppe, Menneskets tilblivelse, viser Adam og Eva samt Vorherre, der i fordoblet skikkelse kommer frem af mørket.

Kai Nielsen, Marmorpigen, 1909-10. Faaborg Museum.

1 / 2Kai Nielsen, Marmorpigen, 1909-10. Faaborg Museum.

Ymerbrønden

På Faaborg Museum kan du også se den originale version af den berømte Ymerbrønd fra 1913 i sandsten. I 1964 blev den erstattet af en udgave i bronze. Skulpturen forestiller den nordiske mytologis skabelsesberetning, hvor den nøgne jætte Ymer drikker fra koen Audhumblas yver. Koen slikker på en saltsten, og fra den skabes drengen Bure.

Museet ejer desuden et stort antal mindre skulpturer og statuetter i gips, ler, bronze og porcelæn. De viser Kai Nielsens evne til at arbejde i mange skalaforhold og materialer, og samtidig viser de, at kvinder og børn var et gennemgående tema.

Kuppelsalen med Kai Nielsens portrætskulptur af Mads Rasmussen og Lille malerisal.

1 / 2Kuppelsalen med Kai Nielsens portrætskulptur af Mads Rasmussen og Lille malerisal.

Fynbomalernes breve

Tusindvis af private breve til og fra Fynbomalerne og deres kreds er tilgængelige for offentligheden gennem Kilder til Dansk Kunsthistorie. Projektet med at digitalisere museets brevsamling er del af Ny Carlsbergfondets satsning Kilder til dansk kunsthistorie.

De mange indscannede og transskriberede breve stammer fra Faaborg Museum, Byhistorisk Arkiv/Øhavsmuseet og Johannes Larsen Museet.