Åbningstider
- Mandag
- Lukket
- Tirsdag
- Lukket
- Onsdag
- 11–16
- Torsdag
- 11–16
- Fredag
- 11–16
- Lørdag
- 11–16
- Søndag
- 11–16
Kunstnerkolonien i Faaborg
Sidst i 1880’erne vendte Fritz Syberg og Peter Hansen hjem til Faaborg fra Kristian Zahrtmanns skole og blev, sammen med Johannes Larsen, kernen i en af Danmarks vigtigste kunstnerkolonier.

Sidst i 1880'erne opstod der en kunstnerkoloni i Faaborg. Fritz Syberg og Peter Hansen kom fra Faaborg og vendte tilbage, sammen med vennen Johannes Larsen, efter at have fuldført deres kunstneriske uddannelse i København på Kristian Zahrtmanns skole, og kunstnerkredsen af Fynbomalerne opstod. Anna Syberg (f. Hansen) kom ligeledes fra Faaborg, hun var søster til Peter Hansen og blev senere gift med Fritz Syberg, og er en af de få kvindelige kunstnere i kredsen. De andre to er Alhed Larsen (gift med Johannes Larsen) og Christine Swane (søster til Johannes Larsen). Faaborg Museum knytter sig til denne kunstnerkoloni, som er en af de vigtigste i Danmark.
Fynbomalerne fik det lidt negativt ladede navn bondemalerne, fordi de stod for en kunst, der lagde afstand til storbyens liv. Som de andre kunstnerkolonier i slutningen af 1800-tallet søgte de et alternativ til storbyernes etablerede kunstliv og en forening af kunst og liv. De ønskede at dyrke kunsten, naturen og livet og at skabe en arkitektur-, bolig- og livsstil, der afspejlede de kunstneriske idealer.
Kunstnerkolonier
Skagens Museum er et andet dansk eksempel på en kunstnerkoloni med et museum. Det blev stiftet i 1908 i Brøndums spisesal og havde malerne Michael Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen i den første bestyrelse. Der findes også tyske eksempler, hvor kunstnerkolonierne i Mathildehöhe og Worpswede har markante bygninger skabt til kunsten og kunstnerne.
Faaborg som malerby
For museets mæcen Mads Rasmussen var det kunstnerkolonien, der gjorde, at museet blev placeret i Faaborg. I en tale ved museets åbning i 1910 fremhævede han sin egen og kunstnernes tilknytning til byen og landskabet omkring:
Denne lille By ligger jo midt i den frodige, skønne, fynske Natur (…) Byen egner sig derfor fortrinligt til at indeholde en Repræsentation af det Fynboerne har kunnet udrette i Kunst, hvortil Grundlaget netop blev lagt i Faaborg (…) I Faaborg er en Del af vore Malere fødte, og andre er paa anden Maade knyttede til Byen, saa denne By er netop i udpræget Grad en Malerby.
