Gå til indhold
EN (English)

Fynbomalerne

Kunstnerne havde alle rødder på Fyn, mange af dem i Faaborg, og var bundet sammen af ægteskaber og venskaber på kryds og tværs. Mød malerne og et udvalg af deres værker.

Fritz Syberg, Den fremmede, 1900–01.

De fynske malere

Hovedpersonerne i den gruppe malere, der går under betegnelsen "De fynske malere" eller "Fynbomalerne" havde alle rødder på Fyn, heraf mange i Faaborg. Da de lagde grunden til deres kunstneriske virke, dannede de en kreds, der blev bundet endnu nærmere sammen af ægteskaber og venskaber på kryds og tværs.

En del af gruppen knyttede yderligere forbindelser ved undervisning på Kunstnernes Frie Studieskole i København, hvor især Kristian Zahrtmann blev en vigtig skikkelse i deres uddannelse og kom til at påvirke deres videre virke.

Faaborg Museum ejer en samling af værker af de tre kunstnere Anna Syberg, Alhed Larsen og Christine Swane. De tre kvinder har det til fælles, at de alle blev gift med malere: Johannes Larsen, Sigurd Swane og Fritz Syberg. Christine var i øvrigt Johannes Larsens lillesøster, mens Anna var Peter Hansens søster.

Et andet fællestræk er deres uddannelse uden for de etablerede skoler som Kunstakademiet og Kunstnernes Frie Studieskole. Alhed Larsen og Christine Swane blev som unge piger undervist af Fritz Syberg, mens Anna Syberg blandt andet fik undervisning på Teknisk Skole i Faaborg hos sin far, Peter Syrak Hansen.

Film og lyd om Fynbomalerne