Faaborg Museum er et gesamtkunstværk. Der er tænkt over alt fra bygningens virkning som helhed til de mindste detaljer i det gennemdesignede møblement – og alt er udført i høj håndværksmæssig kvalitet.
Faaborg Museum er et gesamtkunstværk. Der er tænkt over alt fra bygningens virkning som helhed til de mindste detaljer i det gennemdesignede møblement – og alt er udført i høj håndværksmæssig kvalitet.
Museets inventar spiller sammen med de stærkt farvede vægge, de mønstrede gulve, rummenes proportioner og den tætte ophængning af fynboernes malerier.
Møblementets materialer og håndværk skaber en særlig sammenhæng med museets arkitektur og malerier. Museet og dets møbler er en hyldest til det gode håndværk og i et større perspektiv hænger det sammen med den kobling af kunst og håndværk, som blev udbredt i starten af 1900-tallet i Danmark og i udlandet. Arkitekt Carl Petersen stod selv for designet af de ornamenterede ventilationsriste, dørgreb og de funktionelle lamper, mens møblerne blev skabt i et samarbejde med den unge møbelarkitekt Kaare Klint. Alt skulle spille sammen med fynboernes malerier og Kai Nielsens skulpturer.
Museets klassicistiske arkitektur med søjler og kassetteloft peger helt andre steder hen end fynboer, der maler pløjemarker og vindueskarmens blomster. Men interessen for naturen og naturmaterialer binder dem sammen. Museet er med sine teglsten og gulvmosaikker helt bogstaveligt bygget af den fynske muld. Som kunstnerne understregede, var museet vokset ”op af Byens egen Jord” – og det hele var finansieret af den vækst på landet, som Mads Rasmussen var med til at skabe med sin fødevareproduktion. Til forskel fra storbyernes kunstmuseer fejrer museet den landlige hjemstavn og naturens betydning, hvilket Carl Petersen understreger i sit valg af materialer.